20/02/2011

Surprise!

Fredag skulle jeg sove hjemme ved Mark. Men inden det ville jeg gerne se X-Factor hjemme med familien. Det faldte ikke i god jord ved min mor, hun blev nemlig rigtig sur og gnaven. Lige inden afgørelsen i X-Factor, ringede min bror. En kammerat og ham skulle hentes i Forum. Så vi kørte op og hentede dem, og satte derefter mig af hos Mark.

Lørdag morgen sover Mark og jeg længe, hvilket er en sjældenhed på hans lyse værelse. Senere, da vi havde fået morgenmad (omkring en 1-2 tiden), vendte Glenn frygteligt tilbage. Mark og ham kom så på den tossede ide, at vi skulle bage Amo boller. Det var ikke ligefrem nogen succes. De kunne ikke engang finde ud af at lave dejen - hvor der kun skal tilsættes lunkent vand og tørgær. Men så var det jo godt at jeg, mesterbageren, var der. Men vi fik bakset dejen færdig og satte den til hævning i 20 minutter. Det skal lige siges at der, i følge Amo, skal være nok dej til 16 boller. Nå, men efter hævningen gik vi ned igen, og begyndte at lave de her boller. Der blev så hele 6 boller. Jeg puttede chokolade i mine 2, uuumh. Så skulle de endnu engang efterhæve i 45 minutter, de fik så kun 15, fordi Glenn åbenbart havde travlt. Også ind i ovnen med dem. Da de så var færdige, lignede de lidt paddehatte. De var sprækket i bunden af bollen, og havde så ellers skudt op ad. Og mærkelige som drenge er, så skulle der selvfølgelig glasur oven på de her boller. Det mente Glenn så, at man lavede ud af ren kakao og vand - indtil jeg puttede flormelis i. Mine to boller var vellykkede, synes jeg selv. Drengenes var knap så vellykkede. De var rå indeni, haha!

Glenn og Marks boller

Efter vi så havde lavet vores boller og spist dem, blev Glenn hentet af Simon, for de skulle ned i byen. Da vi havde sagt farvel til Glenn, skulle Mark og jeg til at i gang. Vi skulle nemlig til fødselsdag ved min kusine og ældste fætter ved en 6-tiden. Så Mark hoppede i bad og jeg fik glattet hår og ordnet makeup - og så skulle vi selvfølgelig have noget finere tøj på. Mark var meget i tvivl om, hvad han skulle have på. Han ville gerne have haft sin hvide skjorte på - men den lå oppe ved mig. Jeg blev også ved med at sige, at han skulle tage det roligt, det var jo ingen galla vi skulle til, men blot en fødselsdag.

Ved en 6-tiden ringer min far og siger at vi godt kan begynde at gøre os klar, da han er ved Mark lige om lidt. Fint, så pakker jeg mine ting sammen og vi går nedenunder og får sko og jakker på. Vi går udenfor og i samme øjeblik kommer min far kørende. Vi går ind i bilen - som vi altid gør - hej og dav og det hele. Og sætter så kurs mod mit hus. Inden vi når hjem, skriver min mor så, om vi er blevet hentet. Ja, det er vi, og vi er ved Danske Bank nu. Ok.

Da vi så kommer hjem, tager jeg hverken sko eller jakke af, da jeg regner med at vi skal køre/gå med det samme. Da jeg så drejer om hjørnet ind til stuen ... SURPRISE!! ... så står der 15 tossede mennesker (dem jeg kalder familie og venner) og blafre med en masse små fødselsdagsflag - i anledning af min 18 års fødselsdag i overmorgen. Der blev jeg godt nok overrasket... x10!!

Lige inden jeg kommer ind. Beklager at billederne er lidt slørede.
 Så gav det hele pludselig lidt mere mening. Min mor havde jo været sur om fredagen, fordi jeg ødelagde alle hendes "planer" til dagen efter, eftersom hele stuen skulle tømmes for møbler, så der var plads til de kæmpe borde som de havde lejet til dagens lejlighed. Og Simon og Glenn skulle i byen for at købe gave til mig.

Nå men jeg kommer så ind i stuen, og dette var mit reaktions-ansigt:

Og jeg blev faktisk så overrasket over at der stod så mange mennesker inde i min stue, at jeg helt mistede appetitten, og det var sgu lidt ærgeligt, eftersom de havde købt en masse lækkert mad. Flødekartofler, frikadeller, flute, salat, kalkun, kartoffelsalat m.m.

Jeg var slet ikke forberedt på, at der skulle holdes fødselsdag for mig denne aften. Da min mor og jeg, havde snakket om at det skulle være næste weekend til spisning. På trods af det, var mange af gæsterne dog sikre på, at jeg vidste det, lige da jeg kom ind af døren. Men de skiftede vidst mening kort tid efter.


Jeg har ikke prøvet noget lignende. Men det var i hvert fald hyggeligt, hele aftenen. Og det var med det bedste selskab. Min kæreste, mine bedste venner, min familie, min families venner og naturligvis min svigermor, hendes kæreste og børn.

Og så havde vi da også vores egen charmerende underholdning - Simon - også kendt som min bedste ven. Dog en fuld bedste ven, i dagens anledning. Især efter bekendskabet med en flaske Riga Balsam (stærke sager). Men underholdende var det i hvert fald. Det tror jeg også de andre gæster synes.

Jeg ved ikke hvad jeg mere skal skrive, så derfor får i nogle billeder, der er taget i løbet af aftenen. Billeder siger jo, som sagt, mere end 1000 ord:


Til sidst vil jeg gerne sige mange tak, til alle dem som deltog igår og mange tak for de fine gaver. Det er ærgeligt man ikke bliver 18 år, flere gange :-)

16/02/2011

Onsdag

Det har været en underlig dag i dag. Min farmor havde sovet ved os i nat - efter at have været på skadestuen - da hun ikke kunne komme hjem, pga. sneen. Det skal lige siges at hun besvimer meget for tiden, og derfor ikke kan være alene. Imens min bror var ude og skovle sne, sad jeg så inde ved hende. Jeg har absolut intet at snakke med hende om, da jeg ikke har set hende i stort set 2 år (af personlige årsager). Men jeg sad altså inde ved hende, mens min bror skovlede sne. Jeg ventede samtidig på at jeg skulle med bussen 10.49. Jeg læste på Midttraffik at busserne i Horsens kørte med forsinkelser, så jeg tænkte at, jeg bare kunne gå hjemmefra 10.49. Min bror var ikke færdig da jeg ville gå, så klokken endte med at blive 10.52 inden jeg kom ud af døren. Det resulterede så i at bussen kørte lige foran næsen på mig, fedt! Så måtte jeg jo løbe et halvt maraton - i store snedriver - for at nå den samme bus, et andet sted. Hvilket jeg også nåede, men jeg var ved at dø da jeg kom frem! Havde jeg ikke haft en aftale, med en veninde inde i byen, havde jeg bare ventet til den næste bus kom, men ikke denne gang.

Da jeg så kommer ind i byen står jeg noget tid og venter på min veninde. Da hun så endelig får sig kæmpet gennem snedriverne, går vi ind i Bytorvet for at få varmen. Senere går vi så op i VILA hvor de skulle have haft de fedste øreringe - men det havde de selvfølgelig ikke! Øv bøv. Så går vi så ind i Glitter, og der finder jeg en møg fed fingerring. En af dem hvor der er to ringe i én, hvis man kan sige det sådan. Den var selvfølgelig for lille. Fedt.

Senere så er 4 drenge foran Fakta ved at blive bombet med en kæmpe mængde sne, der falder ned fra taget. "BOM" sagde det inde i butikken. Hahahaa. Og senere igen kommer der en sur gammel dame med en lilla børne-skoletaske og en kæmpe røv. "Så bestem dig dog for, hvor du vil gå UNGE!" råber hun efter mig, lige da jeg har lagt røret på, til min far. Kæft kælling.

Men der var også den sjoveste mand inde i bytorvet. Han sad i én af de der "gammelmands"-scootere. Jeg har aldrig nogensinde set nogle spise sin hotdog så retarderet som ham. Hold da op, det så satme sjovt ud!

Også har jeg endnu en gang været på kirkegården, da det idag (eller imorgen) er 10 år siden at min kære mormor døde. Miss u.


Min kære mormor og morfars gravsted.

Men jeg vil smutte, skal ud og vandre i sneen :-)

Savn..

Igår havde jeg den her mærkelige følelse af, virkelig at savne én. Problemet er bare, at jeg ikke ved hvem det var/ skulle være. Jeg ved ikke om det kan have noget med Marks "fars" dødsdag igår at gøre. Det var et år siden igår, at han valgte at tage sit eget liv. Det må være trist kun at kunne se selvmord som den eneste udvej fra sine problemer. Det efterlader mange mennesker tilbage med ubesvarede spørgsmål, måske især spørgsmålet om "hvorfor?". Jeg har ondt af Mark, Pernille, familien og venner som står tilbage med de mange ubesvarede spørgsmål. Men samtidig er jeg sikker på at de nok skal komme videre.

Jeg tænker tit på Michaels død, og jeg tænker tit på dagen hvor det skete og på hvordan det skete.
Mark og jeg var på Mac Donalds med Marks bedste ven Mark og Mike. Vi sad og hyggede os på Valentinesdag og spiste burgere og is, um nom nom. Pludselig ringer Marks morfar til Mark, og spørg hvor han er henne og beder ham om at blive der. Vi bliver hvor vi er, indtil Marks morfar kommer og siger at, vi straks skal køre hjem til mine forældre fordi der er sket noget alvorligt. Så vi går over til vores scootere som holder ved siden af McD's skur og låser dem op m.m. Eller Mark låser hans op, min skod lås gider nemlig ikke låse sig op. Mark og Marks morfar kører så hjem til mig, og endelig får jeg min lås op - efter at have slåsset med den i 5 minutter - og skynder mig hjem, alt hvad jeg kan. Da jeg kommer ind af døren, står min mor og Mark og græder. Min mor holder om ham og trøster ham. Så fortæller hun mig, at Michael har begået selvmord. Jeg bliver chokket og ked af det. Det havde jeg aldrig troet. Jeg tager Mark med ind på værelset og holder om ham og snakker til ham. Kan ikke huske hvad jeg siger, men det er også ligemeget.

Efter lidt tid, tager vi så ud til sygehuset, hvor Marks mor, Pernille, sidder inde på en stue sammen med 2-3 veninder og hendes mor. Hun omfavner straks Mark da han kommer ind af døren, og derefter mig. Det var utrolig hårdt at se nogle mennesker man var begyndt at holde af, være så kede af det.

Jeg kan faktisk ikke huske hvad der skete et stykke tid derefter. Jeg kan heller ikke huske om vi så Michael ude på sygehuset den dag, eller det først var nogle dage efter. Men vi sov i hvert fald ved Marks bedsteforældre om natten, hvor Mark og jeg lå og snakkede længe. Også selvom Mark ikke havde så meget at sige, hvilket også er forståeligt.

Samme dag (eller dagen efter) tog Mark, Marks "moster" og jeg i en blomsterbutik og købte nogle flotte langstilkede roser og derefter i Fakta for at købe nogle gravlys. Så kørte vi ud til Vola, hvor Michael arbejede og hvor han havde begået selvmord. Da vi kom ind på værkstedet, hvor det var sket, lugtede der slemt af kulilte. (Michael havde gasset sig i chefens bil, med en stor støvsugerslange om udstødningsrøret, ført ind igennem bagklappen). De havde nok luftet ud derinde, men det lugtede stadig fælt. Vi satte lysene og lagde roserne ved siden af bilen og stod derefter og kiggede i noget tid. Bilen havde intet sæde i, det kan jeg huske. Herefter kan jeg ikke huske hvad der er sket.

Michaels begravelse kunne slet ikke sammenlignes med noget andet. Den var helt unik. Jeg har aldrig været til en begravelse hvor der både var Heavy og Kim Larsen under samme cermoni. Men det var lige i Michaels smag. Og Mark holdt tale. Det var så flot og modigt gjort, og jeg er meget stolt af ham, for at have gjort det. Det ville de færreste kunne gøre. Men det var forfærdeligt at se ham så ked af det, deroppe foran kisten, uden at kunne gå op og holde om ham. Men jeg synes inderligt at det var utrolig modigt gjort. Michael ville have været stolt af dig. Og jeg er sikker på at han sidder deroppe og passer på dig, Pernille og alle de andre.

Det har været hårde tider, men med tiden bliver det nemmere. Man tænker mindre og mindre på den afdøde, dog glemmer man dem ikke. Det gør man aldrig. Det ved jeg selv fra min egen mormor og morfar, som jeg tit tænker på og savner! Jeg savner dem enormt meget.

Nå. Det var egentlig slet ikke meningen at det skulle blive til sådan en trist blog. Men nu blev det, det altså alligevel. Jeg trængte nok til at komme ud med det.

- Tine.