Igår havde jeg den her mærkelige følelse af, virkelig at savne én. Problemet er bare, at jeg ikke ved hvem det var/ skulle være. Jeg ved ikke om det kan have noget med Marks "fars" dødsdag igår at gøre. Det var et år siden igår, at han valgte at tage sit eget liv. Det må være trist kun at kunne se selvmord som den eneste udvej fra sine problemer. Det efterlader mange mennesker tilbage med ubesvarede spørgsmål, måske især spørgsmålet om "hvorfor?". Jeg har ondt af Mark, Pernille, familien og venner som står tilbage med de mange ubesvarede spørgsmål. Men samtidig er jeg sikker på at de nok skal komme videre.
Jeg tænker tit på Michaels død, og jeg tænker tit på dagen hvor det skete og på hvordan det skete.
Mark og jeg var på Mac Donalds med Marks bedste ven Mark og Mike. Vi sad og hyggede os på Valentinesdag og spiste burgere og is, um nom nom. Pludselig ringer Marks morfar til Mark, og spørg hvor han er henne og beder ham om at blive der. Vi bliver hvor vi er, indtil Marks morfar kommer og siger at, vi straks skal køre hjem til mine forældre fordi der er sket noget alvorligt. Så vi går over til vores scootere som holder ved siden af McD's skur og låser dem op m.m. Eller Mark låser hans op, min skod lås gider nemlig ikke låse sig op. Mark og Marks morfar kører så hjem til mig, og endelig får jeg min lås op - efter at have slåsset med den i 5 minutter - og skynder mig hjem, alt hvad jeg kan. Da jeg kommer ind af døren, står min mor og Mark og græder. Min mor holder om ham og trøster ham. Så fortæller hun mig, at Michael har begået selvmord. Jeg bliver chokket og ked af det. Det havde jeg aldrig troet. Jeg tager Mark med ind på værelset og holder om ham og snakker til ham. Kan ikke huske hvad jeg siger, men det er også ligemeget.
Efter lidt tid, tager vi så ud til sygehuset, hvor Marks mor, Pernille, sidder inde på en stue sammen med 2-3 veninder og hendes mor. Hun omfavner straks Mark da han kommer ind af døren, og derefter mig. Det var utrolig hårdt at se nogle mennesker man var begyndt at holde af, være så kede af det.
Jeg kan faktisk ikke huske hvad der skete et stykke tid derefter. Jeg kan heller ikke huske om vi så Michael ude på sygehuset den dag, eller det først var nogle dage efter. Men vi sov i hvert fald ved Marks bedsteforældre om natten, hvor Mark og jeg lå og snakkede længe. Også selvom Mark ikke havde så meget at sige, hvilket også er forståeligt.
Samme dag (eller dagen efter) tog Mark, Marks "moster" og jeg i en blomsterbutik og købte nogle flotte langstilkede roser og derefter i Fakta for at købe nogle gravlys. Så kørte vi ud til Vola, hvor Michael arbejede og hvor han havde begået selvmord. Da vi kom ind på værkstedet, hvor det var sket, lugtede der slemt af kulilte. (Michael havde gasset sig i chefens bil, med en stor støvsugerslange om udstødningsrøret, ført ind igennem bagklappen). De havde nok luftet ud derinde, men det lugtede stadig fælt. Vi satte lysene og lagde roserne ved siden af bilen og stod derefter og kiggede i noget tid. Bilen havde intet sæde i, det kan jeg huske. Herefter kan jeg ikke huske hvad der er sket.
Michaels begravelse kunne slet ikke sammenlignes med noget andet. Den var helt unik. Jeg har aldrig været til en begravelse hvor der både var Heavy og Kim Larsen under samme cermoni. Men det var lige i Michaels smag. Og Mark holdt tale. Det var så flot og modigt gjort, og jeg er meget stolt af ham, for at have gjort det. Det ville de færreste kunne gøre. Men det var forfærdeligt at se ham så ked af det, deroppe foran kisten, uden at kunne gå op og holde om ham. Men jeg synes inderligt at det var utrolig modigt gjort. Michael ville have været stolt af dig. Og jeg er sikker på at han sidder deroppe og passer på dig, Pernille og alle de andre.
Det har været hårde tider, men med tiden bliver det nemmere. Man tænker mindre og mindre på den afdøde, dog glemmer man dem ikke. Det gør man aldrig. Det ved jeg selv fra min egen mormor og morfar, som jeg tit tænker på og savner! Jeg savner dem enormt meget.
Nå. Det var egentlig slet ikke meningen at det skulle blive til sådan en trist blog. Men nu blev det, det altså alligevel. Jeg trængte nok til at komme ud med det.
- Tine.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar